Uncategorized

Generalforsamling 2018

preben

Kort referat fra DRU’s generalforsamling 22 september 2018

Der vil blive lagt det godkendte referat under menupkt Generalforsamlinger.

Fra referat kan fremhæves:

​Ialt 31 stemmeberttigede medlemmer fremmødt.
Beretning taget til efterretning
Økonomi fremlagt ved kasserer. Det er lykkedes at afslutte 2017 med overskud. Flere års underskud er nu bremset. Lille fremgang i medlemstal og lille fremgang i registrede kenneler. Målrettet fokus på budget for alle aktiviter fortsætter.
Bestyrelsen fremlagde forslag til ændringer af vedtægter, der alle blev vedtaget. Se nye vedtægter under menupkt. Vedtægter.
Bestyrelsensberetning godkendt, indsat herunder
Bestyrelsens sammensætning efter urafstemning:
Genvalgt til bestyrelsen er Ove Jørgensen, Jytte Steensgård, nyvalgt er John Petersen, Christina Sørensen og som supleant Bolette Hansen.…
Valgt uden modkandidater er Kasserer Helle Hansen og Formand Marianne Jæger.
Ikke på valg var desuden Ulla sørensen.

Bestyrelsen har genvalgt Ove Jørgensen som næstformand .

Med fuldtallig bestyrelse og nye kræfter tilført ser vi frem til at fortsætte arbejdet med ny styrke.

Da Brian Nielsen valgte at trække sig før GF, er 1. suppl. Christina trådt direkte ind i bestyrelsen.

Bestyrelsens beretning til Generalforsamling DRU 2018

Tillid

At varetage en tillidspost i DRU eller hvilken som helst anden forening, kræver at man er værdig til tillid.

Værdig til tillid bliver man ikke uden selv at gå forrest og være det gode eksempel.

Hvad vil det sige at være det gode eksempel?

Det er først og fremmest at kunne varetage medlemmernes interesser objektivt og sagligt, at alle medlemssager afgøres ud fra de samme kriterier.

At disse kriterier er gennemskuelige og kendte.

Det indebærer også, at man kan adskille sine egne personlige forhold og interesser fra den daglige drift, man varetager i en forening og en forretning som DRU.

Økonomi

Umiddelbart efter sidste GF opstod der interessekonflikter i Bestyrelsen.

Økonomien var dybt alvorlig, hvilket kassereren vil uddybe senere ved fremlæggelsen af regnskab.

For at sikre DRU’s overlevelse, var der behov for drastiske indgreb, der skulle ske straks.

Formandshonorarer og kørepenge havde givet store træk på økonomien.

Definitionen af frivilligt ulønnet arbejde blev taget frem og gjort bogstavelig.

Alle menige bestyrelsesmedlemmer frasagde sig honorarer og kørepenge. Forplejning blev til sammenskudsgilde, alle bidrog. Kun broafgift blev refunderet.

Vi modtog rigtig mange klager i bestyrelsen fra medlemmerne, klager der især omhandlede manglende handling og ekspedition af bestilte ydelser.

Dette og mange andre sager skabte de konflikter i bestyrelsen, der måtte ende med formandsskiftet.

Stambøger

DRU har fået nogle skrammer i det forgangne år, hvor der har været sået mistillid til stambøger og avlsarbejdet i DRU.

Et meget omfattende arbejde med at gennemgå stambøger, udtage hunde til DNA og meget mere har afgrænset skaden, så vi nu med bestemthed kan stå inde for de stambøger, der udstedes.

Også selvom vi har enkelte uafsluttede sager.

Sager, der ville være nemmere at løse i samarbejde mellem klubberne, hvilket vi forsøgte at tage initiativ til ved at indbyde til samtale. Vi holdt 2 møder og fik her lavet de aftaler, som efterfølgende er opsagt.

Heldigvis kan vi også sige at de uafsluttede sager omhandler:

-en meget begrænset kreds af personer,

-et afgrænset antal hunde, hvor DRU har enten godkendt hund eller nedlagt avlsforbud,

og at nogen, har tilbageholdt viden gennem mange år. Viden som nu hentes frem og bruges til at så mistro til den siddende bestyrelse.

Fremtiden

En kæmpe udfordring er de moder, der opstår indenfor hunderacer.

I DRU fastholder vi FCI standarder, som grundlag for bedømmelser og stambøger. Vi har dog mange henvendelser på forskellige ”racer”, som fremmes gennem særklubber og med egne standarder.

Franske Bulldog og nu OEB er eksempler på racer, hvor risikoen for at købe ”katten i sækken” er kæmpestor.

Blandt de udfordringer, vi gerne havde arbejdet videre med var da også fælles holdning til standarder og avlsforbud, da de i alle foreninger må opleves krænkende, at man ved at skifte klub kan få ophævet et velbegrundet avlsforbud.

Internationalt samarbejde

DRU har gennem nogle år arbejdet sammen med andre europæiske klubber i sammenslutningen EKN.

Blandt de oplysninger, som ikke er overdraget til nuværende bestyrelse er desværre kontaktinfo, ligesom EKN’s hjemmeside ikke er i drift. Da vi tilsyneladende har indgået en forpligtende aftale arbejder vi fortsat på at udrede dette.

Derudover har DRU taget kontakt til en repræsentant for den verdensomspændende organisation Allianz, for at forhøre om mulighed for samarbejde og drøfte vilkår og betingelser.

Databasen

Øgede krav til IT- sikkerhed og persondataforordningen har stillet krav til, at vi tilretter vores medlemsregistreringer. Vores IT-leverandør har derfor gang i at flytte vores database til ny server og kryptere alle oplysninger.

Ligeledes satser vi på at udbygge funktionerne når økonomien igen tillader dette.

Mentaltest

Gennem flere år har DRU arbejdet på at kunne udbyde Mentaltest til interesserede medlemmer.

Det er en stor glæde at vi nu har annonceret afholdelse af de første prøver til oktober.

Det glæder vi os til.

Blandt øvrige aktiviteter, vi vil arbejde på at igangsætte er et hundeholderkursus i forårshalvåret, da vi ved der et behov.

Med disse ord overgives beretningen til generalforsamlingens godkendelse.

Om DRU

Dansk Racehunde Union
er stiftet den 4. maj 1937, og er landets næststørste og næstældste hundeorganisation til fremme af sunde og racerene hunde. DRU arbejder for at højne standarden for vore racehunde, de enkelte racers specielle temperament samt kendskabet til hundens pleje.