Status fra Bestyrelsen

Kære medlemmer

Vi vil gerne orientere jer alle direkte, om de årsager der ligger til grund for eksklusionen af den tidligere formand for DRU her i foråret, og begrundelsen for nogle af de nye tiltag og stramninger, som vi sidenhen har fundet det nødvendigt at indføre.

Da hun oprindeligt trådte tilbage som formand, var vi alle af den overbevisning, at det skete på baggrund af et enkelt blandingskuld og at hun tilfældigvis blev ramt som ejer af en Fransk Bulldog, der af en anden ekskluderet opdrætter var blevet stambogsført med forkert far, men senere har det vist sig, at overtrædelserne var langt mere omfattende end først antaget.

Der var ikke bare et blandingskuld, men vi har indtil nu påvist 2 kuld via DNA og der er også andre parringer af tvivlsom karakter. Der er parring på tæve som er langt over den alder, hvor de bør få hvalpe – en aldersgrænse som hun selv har fremsat som forslag til bestyrelsen, og det sidste nye fra den front er en parring i starten af april på en tæve, som er født 5. januar 2017 og dermed overhovedet ikke gammel nok til parring, da hun dårligt nok er 15 måneder i starten af april i år.  Og så vil vi slet ikke komme ind på, hvor mange gange en af hendes egne tæve har haft hvalpe eller har ageret ammetæve for andres hvalpe, fordi de enten var for gamle, for syge eller for unge til selv at passe dem.

Hun blev allerede i juni 2017 kontaktet med henblik på DNA test af Fransk Bulldog Amazing Hjørdis født 8. januar 2015, da der var begrundet mistanke om forkert oplyst fader ved stambogsføringen. Alle udgifter ville blive betalt, hun skulle blot få taget en blodprøve på tæven. Dette blev aldrig gennemført trods flere henvendelser, og trods at hun allerede på dette tidspunkt selv burde være klar over muligheden, da tæven havde fået en blå hvalp fra kuldet 3. oktober 2016. Farven blå er ikke FCI godkendt og dette er fordi genet for blå er et sygdomsbærende. En ansvarlig opdrætter avler selvfølgelig ikke potentielle syge hunde med vilje. Farven blå kan kun fremkomme såfremt begge forældre bære genet ergo måtte Amazing Hjørdis bære dette gen.

Den manglende villighed til DNA test af Amazing Hjørdis og den klare afvisning af tæve ejer og hvalpekøbere fra de 2 blandingskuld er ikke en formandspost værdig. Det mest forfærdelig er ikke at blandingskuldet blev født, men den helt klare afvisning af tæveejeren som i god tro havde afleveret tæven til parring hos formanden for foreningen. Trods hvalpen blev direkte bortdømt på udstillinger, hvor hun fungerede som udstillingsleder, så var der ingen hjælp at hente hos formanden.  

Som formand skal man gå forrest som et godt eksempel. Som leder tegner man foreningen og er foreningens ansigt udadtil. DRU led alvorlig skade ved dette og derfor måtte hun gå som formand.

Vi har beretning fra hvalpekøber, som havde set kontant programmet om en anden ekskluderet opdrætter, og derfor gjorde et stort arbejde med at google sig frem til, hvem de købte hvalp af. De faldt direkte i fælden, fordi det var formanden, der stod som sælger af hvalpene. De bliver på intet tidspunkt oplyst om andet, selvom de havde været på flere besøg undervejs. Først da de skal skrive under på en kontrakt, som også er en egenudviklet kontrakt, fremgår det, at der var en anden ejer af tæven. Her får de en historie, om en ældre dame, der havde de 2 hunde og en brækket hofte, som hun hjalp. Hvalpen er født, opvokset og sælges fra formandens adresse. Formanden fremstår som sælger af hvalpen overfor køberne og hvalpekøberne betaler også til hendes privat mobilepay. I vores bogholderi har hun også betalt for stambøgerne og det er kun opdrætter som må stambogsføre et kuld. Man må ikke fremstå som opdrætter og stambogsfører af andres hunde ifølge DRU’s retningslinjer.

Hun har som medlem, opdrætter og kennelmærke indehaver gentagne gange groft overtrådt DRU’s retningslinjer. Det er ikke bare baggrunden for vores eksklusion, men også baggrunden for at ingen andre klubber vil have noget som helst med hende at gøre. DKK, DDH, DHL, DDA, DRC/DHSK bakker helt og holdent op omkring eksklusionen fra DRU og vil ikke have hende indenfor deres døre. Der er forsøgt med forskellige listige kombinationer af navnet – en klar mulighed med 4 navne, men da adressen ikke skifter, så har de forskellige luret den.

Hvad gør man så, når ingen andre hundeklubber vil have en som medlem – jamen man laver da sig egen klub. Som der var nogen, der så smukt udtrykte det, da den nye klub blev lanceret:

”Vi er dem de andre ikke må lege med – vi er det dårlige selskab”

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så vil vi gerne gøre det helt klart for alle – ingen klubber vil acceptere certifikat eller udstillingsbedømmelser, der er opnået på deres udstillinger og ingen klubber vil anerkende en evt. stambog fra denne klub! En stambog derfra er ikke det papir værd den er skrevet på.

Der er selvfølgelig forsøgt en modreaktion – en slags hævn motiv overfor både DDH og DRU. Der er sendt brev og beskyldninger af sted, men vi har andet og langt vigtigere ting at bruge vores tid, og særligt medlemmernes penge på. Vi er klar over at hun besidder enormt gode talegaver og har evnen til at overtale folk til at gøre ting, som de selv ikke ville tro var muligt. Flere bestyrelsesmedlemmer forstår i dag slet ikke, hvordan hun fik dem overbevist om, at beholde et andet nu ekskluderet medlem efter hendes første optræden i programmet kontant, men det siger bare lidt om de talegaver den ekskluderede tidligere formand besidder.

Der er igen totalt sammenhold blandt alle klubberne. Vi hopper ikke på hendes julelege, men vil tværtimod arbejde sammen på de områder som giver mening.

Da sagen mod vores tidligere formand nu er i hænderne på advokater indeholder dette brev kun de fakta, som er veldokumenterede i øjeblikket.

Der er ingen tvivl om, at DRU’s omdømme er skadet og der er ingen tvivl om, at andre klubber udtrykker bekymring og skepsis overfor vores stambøger. Det SKAL vi bare have rettet op på. Vi vil simpelthen have helt rene linjer og bestyrelsen har arbejdet på løsninger, som kan sikre, at der ikke kan sås tvivl til vores opdræt fremover. Man skal igen kunne sige med stolthed i stemmen: ”Min hund har DRU stambog”

Vi ved godt, at vi har strammet skruen og er kommet med nogle skærpede regler omkring stambogsføring og kennelprotokoller, men det er alt sammen med til at skabe tillid og tryghed omkring vores stambøger igen. I vil alle få stor gavn af dette på sigt, for nu vil det fremover hedde, at en stambog fra DRU er det mest valide man kan eje. Det er en stambog, hvor alle oplysninger er i orden, for ellers skal man nemlig slet ikke kunne få stambogsført i DRU. Og vi strammer også op omkring kennelerne, men igen kun til jeres eget bedste, for at I kan fremvise protokol og besøgsdokumentation overfor jeres hvalpekøbere, der viser at jeres sted er et godt sted at købe fra.

Bestyrelsen har også lært, at det fremover er nødvendigt med dobbelt kontrol, således at en person ikke sidder med adgang til både stambogsdatabasen, banken og fakturasystemet på en gang, men at der skal være flere øjne på, således at stambøger ikke kan oprettes uden der er sikker dokumentation for betaling. Dvs. at vi nu har stambogsnumre på alle faktura, som der også var dengang Anni Tage stod for dette. Dermed er der tydelig bevis for hver stambog er betalt og af hvem. Lige nu står vi med rigtig mange kuld fra efteråret 2017, hvor der ingen betaling er i banken, og ingen faktura som kan dokumentere en kontant betaling har fundet sted.

Vi har ikke kun skærpede regler i støbeskeen. Ud over samarbejde med andre danske klubber, arbejder vi også på at indgå nye udenlandske alliancer. Vi vil gerne give vores medlemmer de bedste muligheder for oplevelser i både ind- og udland fremover.

Vi ønsker et åbent DRU hvor kommunikation og samarbejde er nøgleordene. Der har tidligere været tradition for topstyring i bestyrelsen, hvor enhver form for spørgsmålstegn til ledelsesstilen hos formanden har resulteret i en hastig afgang fra bestyrelsen med ”personlige årsager” som grund herfor. Det har været særligt ømtåligt, hvis der blev spurgt ind til formandens økonomi og forsøgt argumenteret for en reduktion i betalinger af løn, honorar og kørselsgodtgørelse som hurtigt løber op, når man lige skal en tur til huset i Næstved fra Lem, for at sikre at der er slukket for elvarmen, eller se efter post.

Vi har nu en klart forbedret økonomi i DRU og disse penge ser vi gerne skal gå til gavn for alle jer.

Vi ønsker forbedringer omkring stambogsdatabasen, så i alle kan søge efter avlsgodkendte hanner / tæver i databasen og lave test stambøger for hvalpene, hvor der straks vil komme en advarsel, hvis det ikke er godt match. Det kan være kollisioner med avlsrestriktionerne eller aner som går igen, men I skal have alt den hjælp i kan få med at finde den rette partner til jeres hund. Muligheder, der kan laves, men som økonomien ikke har rakt til pga. manglende balance i budget. 

Vi håber og tror på, at alle vil være med til at bakke op omkring DRU fremover. Et DRU som ikke bare skal komme styrket igennem krisen, men også et forandret DRU, hvor alle de bedste opdrættere og hundeejere er samlet som medlemmer.

 

Venlig hilsen

Bestyrelsen i DRU

Juli 2018.